Dagens Ibsen

Kanhænde jeg sejler min Skude paa Grund; / Men saa er det dog dejligt at fare!
Kor i Kjærlighedens komedie (1. akt)

En sørgmodig venn

Jeg hadde ikke sett min gode venn, Herr Rudler, paa en uke da jeg møtte ham ved en tilfeldighet utenfor mit hjem forledes. Det har forholdt seg slik at vaare veier har vært adskilt, men saa tenker jeg; slik er ogsaa livet. Hans opsyn skræmte meg. Han saa ut som et spøk. Jeg tok ham under min vinge og ba ham ind i mit hjem paa kaffe og sigarett, for aa lære mer om hans prøvelser.

Han satte seg som i en rus ned paa min divan mens jeg selv ordnet kaffen og sa intet. Han takket høflig for min vennlighet, men der fantes ingen sjel i hans vesen. Jeg var oprømt over dette og ville finne ut hvad som hadde tatt livskraften fra min venn.

"Hun er død",sa han. Jeg visste ikke hvem han snakket om. "Hun er død,", gjentok han.

Til slutt hadde jeg faatt hele historien om frøken Prom, denne livsglade pike som i skjebnens løp hadde forelsket seg i min gode venn. "Sannelig", tenkte jeg i det stille, "maa dette minne om de græske tragediers forløp", men jeg sa det ikke for jeg ville skaane min ven. Han fortalte, eller beklaget seg over, at han hadde blitt drikkfældig.

Jeg plukket ned en bok fra bokhyllen, for her trengtes fagkyndig hjælp; et raad fra Dr. Charles Frederic Goss hverdagsbok Ægtemand, Hustru og Hjem: ..Man kan prøve at drukne sine sorger. Det er drankerens og morfinistens plan. Idet de kjæmper med, hvad de kalder utaalelig sorg, dukker de sin bevissthet ned i glemselens flod, alkohol eller opium. Nu - der kan vel findes lidelser, som man lovlig tør undfly ved at lamme sin bevissthet. At taale en operation uten bedøvelse, naar den kune lettes ved narkose, vilde være uforstandig. Men enten jeg kan bevise det eller ei, er det en forbrydelse at ræsonnere fra denne indrømmelse til at ha ret til at døve sine sanser med alkohol eller opium for at undslippe aandelig smerte. Er der ikke noget over al beskrivelse foragtelig i en mands uvillighet til at se sine vanskeligheter i øinene?

Jeg læste ikke op høit, det ville vært uforskammet, men jeg bladde til slutten av kapitelet og siterte følgende for at høine moralen:
Livet er et bundløst mysterium; men der er altid kraft og haap for dem, som vil stride.
Gjør en ny anstrengelse, og saa en til og endnu en!
Tap ikke troen paa livets muligheter! Har du tapt den, saa faa den igjen!
En dag kommer du ut av krudtrøken paa din slagmark med seierherrens smilende aasyn.

Jeg tror ikke det hjalp. Min venn Rudler reiste seg uten ord naar kaffen var drukket, strakk ut sin arm som til farvel, og nikket. Jeg var maalløs.

Frk Proms Begravelse

Ifølge Regelen er jeg ikke Frisk nok, men dog Drister jeg mig i Frøken Proms Begravelse.
Den finder sted i eftermidag, saasnart liket er på Plads i Kirken.
For Hendes familie Forestaar Vonde Tider. Bare minder er Tilbage efter den Yndige lille Frue.

Men ikke for mig.

Naar Aftenen kommer og det bliver stille i Huset, kan jeg høre Hende Tydeligt. Hun Driver frem og Tilbage, Hist og Hint, op, ned, hit og dit, let Nynnende paa en Melodi, eller med Trassige tette Skrit. Hun Bedriver Husarbeide? Ter sig just som om vi var Gift..

En forelsket Kvinde Opgiver ikke Haabet saa let!

10/5 kl. 23 ca.

Jeg Tilsaar og Bekjender at jeg de siste Dage Tidvis har været plaget af smaa Tilfelde af Paranoia. Angreb har kommet Regelmæssig, og jeg Indbilder mig at blive forfulgt, eller ogsaa Observeret paa Afstand af Onde Aander og Demoner. Jeg føler mig udspionert og Betraktet naar jeg Flygter afsteds i gadene, og jeg ser mig om flere gange over skuldrene før jeg sovner om Nætterne.

Samtidig er jeg Tilbøyelig at tro, at hennes Kjærlighed til mig var større enn denne Hævnlyst jeg naa kan hende blir Udsatt for. Hun var ikke Sinnsyg, eller drevet af Vanvidd, trods alt. Men saa Griber en Nærvefeber tag i mig og River opp min Ro. Jeg forsøger at Dysse det hele ned med Alkoholismus, noget som Hjælper litt, for jeg Falder Udmattet hen Bevissløs og Halvdød.

Jeg har Svælget Æren og slupped Løs skammen og Søgd Hjælp fra Spesialister. Psykolog George Jonathan, skal i Morgen forsøge aa utrætte noget Kneb der kan faa mig Normal igjen. Jeg holder det snart ikke Længer Ud!!!!

Dagens Ibsen

En ømskindet hæl gør ingen mand til Akilleus.
Maximos i Kejser og Galilæer (1. del, 5. akt)

En hendelsesrik aften?

Det var en høyst besynderlig affære; min vei hjem fra besøk sen kveldstid, hør naa bare:

Jeg naadde broen hvis hvite gjerde i mørket virket friskt og renvasket, langt fra realiteten, da jeg ble slaatt av poetisk nydelse ved synet av maanen som speilet seg i krusningene paa den vaarstore elven. Sannelig ble alt det vakre slaatt bort av spetakel; det var en baat som tøffet opover mot strømmen og den kastet ut signaler med blinkende, blaa lys som forstyrret den hittil rolige sfæren og dermed ble jeg staaende for aa vente paa at gjerningsmannen, eller -baaten, skulle avsløre seg. Det gjorde den ogsaa. Da den hadde krysset under meg og jeg kunne se at det var en hvitmalt politibaat kjente jeg straks igjen ryggen til den mann som stod paa broen; visselig var det Konstabel Ringle! Jeg ropte én gang, men fant det forgjæves da motorduren overdøvet meg, derfor vandret jeg videre hjemover. Jeg undret meg kanskje litt over saken; hvilke opdrag kunne vaar konstabel ha paa elven - og paa et slikt upassende tidspunkt? Jeg besluttet aa forfølge saken ved en passende anledning.

Saa hendte det at jeg nesten vel fremme kom til et hull i bakken. Det var lite overraskende for det hadde vært utført veiarbeide her over flere uker, endog saa lenge at man begynte aa bekymre seg over at arbeiderne kanskje hadde glemt aa fylle hullet igjen og reist sin kos til neste korsvei. Det som derimot forundret og saa bekymret meg, var den skikkelse som virket usannsynlig interessert i dette hullet - og hun stod i min vei! Hun var veldig tykk denne kvinne, men ikke av fedme, hun hadde rett og slett en pukkel og en kropp som passet til, utilstrekkelig dekket av en falmet, rød kaape. Ansiktet, eller snarere hodet, var ogsaa forbløffende lite og jeg haapet at hun ikke ville se min vei og opdage mitt forskrekkede opsyn.

Jeg innrømmer at jeg endte med aa ta en omvei for aa unngaa all kontakt med nevnte kvinne. Hennes bør, eller pukkel, virket stor nok til at jeg ikke skulle komme her og kommentere, utilsikted, naturligvis.

Saa kom jeg endelig hjem. Det var igrunnen lite som hendte, men samtidig mye. En maa bare være aapen for aa kikke der en vanligvis ville overse.

5/5 Midnat

Jeg er fortsatt syg

Lægen har givet mig Recæpt paa noen Draaper til Lindring og ro, men det var Nyttesløst.
Naa har en Smag af Medicin befæstet min tunge, saa jeg kaster op flere ganger om Dagen
Dertil ser jeg ofte Undelige ting. Hallucinationer? .....Spøgelser...
Min Mor tror paa Spøgelser. Og hvorfor Ikke?
Det er saa Forskrækkelig fornuftig alt. Saa korrekt. Baade Mathematik og Hæstekræfter
og annden Videnskab... Jeg holder det snart ikke lenger ud.

Min forstand sidder vist ikke helt fast i mit Hovede lenger.

Egtemand, hustru og hjem

«Hvor let det er for to at vinde, naar han er mand og hun er helt en kvinne.»
Fra Egtemand, hustru og hjem, Dr. Charles Frederic Goss (1926).

Det er storm i staden

Det er storm i staden,
regnet faller;
og alle løper som musen under kattens tyranni;
febrilsk i søken efter ly.

Tanker efter debat

Man spiller ikke vin paa Josefs hvite skjorte!
Jeg frykter for at de mange mænd under "revolutionens" fane har stukket hodet sit inn i løvens kjæft. Jeg forakter ignorant nytænkning for den fremmer svevnen, ogsaa kalt selvforherligelsen.
Den virkelige revolution, den reservert for det våkne mennesket, foregaar i det stille og IKKE I ROP OG SKRÅL!
Når vil vi lære?
Efter min erfaring, og viten, ser det mørkt ut.
Folk laaser seg ind i den dogmatiske dvale eller kaster seg utfor stupet.
Hvorfor velge ett av to onder naar det finnes bedre alternative?

3/5 Midnat, ca...


Jeg er syg. Her er hvorfor:

Jeg fik for nogen dager siden et besyndeligt breve. Der var ingen afsender skrevet bakpaa, og intet breve i konvolutten. Der var intet i brevet utenom en rødblækket penn. Jeg ble følgelig beaandet af uro, og forundred mig ovenfor dette. Var der noen som gjorde mig til narr? Noen som spilte mig et puss? Jeg forbandet vedkommende i saa henseende, og glemte det, foreløpig.

La mig saa gjøre klart en annen side af sagen..

De sisde par uger har jeg ofte spaseret sammen med en Ung Kvinne. Vi snakked om løst og fast, og ofte om Livets store spørsmaal; som Kjærlighed og Religion. Det var hun som som gjorde sig Skyldig i denne Intrige..
Jeg gir et lide utdrag af sist gang vi spaserte sammen:

Hun: Ja. Saa imorgen Reiser jeg til Drammen, for at Passe paa min Syge tante nogen uger. Hvor det skal blive Trist. Kan du ikke Trøste mig litt da, Herr Rudler?
Jeg: Hvor De tar dig godt ud imorgen, Frøgen. Lige bedaarende Vakker som alltid.
Hun: Æsh hvor De Snakker. Det er ingen Andre som siger saa.
Jeg: Naa! Hva mener De?
Hun: Bare at Der ikke er noen som siger sig Enig. I gaar Blev jeg kaldt Stygg af min mindste Bror.
Jeg: Naasaa.. Smaabrødre kan da te sig noget Frækt og Overilt Sommetider. De mener saktens noget videre med det, maa De Vide.
Hun: Uff... Dummen!! Jeg Ved da det. Men det er flere, som Siger jeg er Stygg.
Jeg: Vel, ikke bry Dem ved det. De har Ganske galt. De er riktig Bedaarende og Vakker.
Hun: Aaa! Mener De det virkelig? (Hun Kastet sig om min hals, og ville Kysse mig)
Jeg: (Holder henne unna) Nei men Frøgen, da. Slig kan man jo ikke bare Opføre sig. Ta det saa med ro.
Hun: Skal vi ikke Gifte oss snart. Leve sammen som Ægtefelder. Vi kan dra til Udlandet. Paris.. Ja Paris, der skal være så Vakkert i Paris.
Jeg: Hva! Nei, Hved De hva.. Jeg tror de har faaet Solstik av denne Varmen, Frøgen Prom. Vi kunde da Aldri Reise til Udlandet og inngaa Ægteskab. Det er da Udelukkende Umuligt. Kom, jeg skal følge Dem Hjem saa De faar Hvilet Dem litt. (jeg kjender henne paa Panden) Nei, De er jo Kokende varm, Frøgen Prom. Kom naa..


Jeg tog henne hjem og neste morgen reiste hun. Dette var for to Dage siden.

Saa, denne morgen faar jeg Besøg af Konstabel Ringle, som siger at Frøgen Prom har taget sit Liv...
Oss henne har de fundet en tom flaske Absinth, og et langt breve skreve med Rødblækket penn. Brevet, adresseret til mig, siger at; dersom jeg ikke reiser til Drammen Omgaaende og ber om Hendes Haand, vil hun ta sit liv.

Her er min Teori paa hva som hendte:

Da hun hadde skrevet brevet, ble hun Betuttet af aa finne at det ikke Passet i Konvolutten, dermed sendte hun likegodt pennen istedet! Med Hensyn til den tomme Flaske Absinth, er ikke dette usannsynligt. ... Jeg mener, en penn kan saktens sige mye, men i dette tilfelde skapte den bare Forvirring...

Jeg er Altsaa Uskyldig. Ingen kan Klandre mig for noe i denne sag. Jeg kunne da Umulig have ane noe om de Fikse ideer som Opstod i hennes pene lille Hode efter mit avslag paa hennes Frieri... Hva skal man Tolke ud af en Rødblækket penn?

Jeg er Uden Skyld i denne Sak.

I den djævelske varme

I den djævelske varme min venn nu melder om, var det jeg gik turen opp til Ambassadene, disse flotte fasader hvorbak en finner politisk Disput og unævnelige Affærer, da jeg la merke til to smukke piger som boltret seg i et basseng. Da beundringen efterhvert avtok og min kritiske sans igjen pumpet blod til hjærnen, slo det meg hvor ugreit ting synes at være ordnet. Her, to døsige piger uden sans og samling som boltrer seg i verdens rikdom, og paa andre siden af gjerdet stod jeg, en hardt arbeidende og uden penger til tobak eller vin.

Jeg forbannet skjæbnen der jeg ventet paa triken, men mitt sind ble straks forbedret da jeg paa denne møtte en ung pige, uden den skrupelløshet tegnet ovenfor, som ønsket mit gode selskab. Vi ble sittende å konversere som dannede turen igjennem, og det var med ny velvilje at jeg møtte dagen paa utsiden af vinduet.

Det er i sandhet lit en må igjennem, før en forstaar det fulle mistak i ens observasjoner. Dog skal det sies at mang en skjæbne i denne, vår by, er meget heldigere end fortjent!

En Skyggestund!

Den 2. Mai,

De første dage af Mai maaned har her i Kristiania været besyndlige Deilige. Det Synes undertiden saa at Alle borgere af Byen samler sig nede på Karl Johan til Fæst og Begeistring, før De vandrer omkring paa maafaa, og; siddende paa Stene, eller liggende i Græsset eller lænet op til Trærne; Nyder livet til det fulde. Da jeg selv Gik slik, spaserende paa de Brede fliser, var jeg saa heldig at Møde paa min gamle venn Dr. Monrad Seier. Han var ubeflækket Kledd, og hans Kjælige Haand tog mig vel imod.
«Skulde vi ikke Beta oss et lide Afbrækk fra denne Djævelske varme, og søge hvile i Skyggen?» spurte han Jeg var ikke vanskelig at be, og ledet snart ann igjennom det Myldrende Folkehav frem til Grand hvor Ludvigzen serveret oss et lide glas Likør.
«Nei, Hr. Rudler, jeg er jo trods alt en Lykkelig gift Mand, og kan jo ikke ligefrem ha det paa det rene, eller forstaa, eller for den sags Skyld berettige, at Ægtemend indenfor Ænkelde Kredser farer hen og bedriver Gadetimmer. En Vederstyggelighed er det, og den værste af alle sytggeligheder. Det sier jeg Dem, herr Rudler, at det vi Ser er intet annet enn en Moralsk Opløsningsprocæs. Noen af Borgerskabets mest Respektable Mænd, beaandet af Moralsk Galskab. Nei, Nei, Nei... Det er i Sandhed Mørke tider, gamle venn...Det er Mørke tider vi ser. Ludvigzen!!! En til!!»

Jeg Kjendte nok til disse han snakket saa Nedlatende om. Sommetider var de at se ude om Kvelderne, da nattens time har Vugget Byens Sjele i seng. Jeg som maa passere Vika paa tur Hjem fra en eller Anden Beskjeftigelse, eller fra et Selvskab os en Venn, tar stadig noen paa Færsk gjærning. Da haster jeg Simpelthen afsted. Jeg ser ingen Grund til at Dvele, og ingen fordel med at fortelle andre om mine Opdagelser. Heller Skaane Synderens familie og Arbeide for den Skamm han kan komme til at Udsætter sig selv og Andre for.... Mennesket Synes at forandre sig paa natten.... En Mand er aldrig helt den Samme da som han er paa dagen. Men kund de som oversidder Midnatt kan forstaa hva jeg mener. Saktens kan man blive noget Ensom.....

Friheden til at sige disse Ord til Dr. Monrad Seier faldt mig Følgelig ikke ind at Gripe. Min Dannelse tillater ikke at Genere en venn, saa jeg lot det forbigaa med Antyning til at være enig. Den Konservative Mand har Altid den mængde forfængelighed som skal til for at gjøre ham Fornærmet...

R. Rudler, forhenværende Student

Dagens Ibsen

Brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.
Relling i Vildanden (5. akt)